Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Mourinho vil have Tottenham-job

José Mourinho har nu set sig varm på Mauricio Pochettinos job.

José Mourinho er velsagtens den mest omdiskuterede manager i verden. Selvom han for tiden står uden for jobmarkedet, bliver den karismatiske portugiser alligevel ved med at trække overskrifter. 

I dag skriver The Sun dog, at Mourinho nu har besluttet sig for en tilbagevenden til sidelinjen - og det er angiveligt Tottenham-tjansen, som Mourinho skal have indstillet sigtekornet på. 

Ifølge avisen sidder Mauricio Pochettino særdeles løst i sædet, efter en katastrofal sæsonstart med Tottenham.

Hvis London-klubben vælger at afskedige Pochettino, vil Mourinho stå som en stærk kandidat, hvilket dog også skyldes, at det vil være begrænset med træner-muligheder for Tottenham. 

Mourinho føler sig imidlertid også selvsikker i forhold til at kunne sikre sig Real Madrid-jobbet, hvor Zinedine Zidane heller ikke nødvendigvis har den største jobsikkerhed. 

Det forlyder dog, at ledelsen i Real Madrid vil foretrække Pochettinho, såfremt man skal finde en erstatning for Zidane, hvilket så til gengæld ville bane vejen for Mourinho i Tottenham.