Medie: PSG-træner har kig på Premier League-angribere
Foto: Getty Images
Rygter

Medie: PSG-træner har kig på Premier League-angribere

For at styrke offensiven har Thomas Tuchel kig på et par angribere fra Premier League, men det er ikke realistisk at lokke dem væk fra deres nuværende klubber.

Sommerens transfervindue står for døren, og for Paris Saint-Germains vedkommende betyder det formentlig nye og store indkøb.

Den franske klub har igen vundet det hjemlige mesterskab, men i Champions League har klubben end ikke været tæt på at nå helt til tops, og det skal der gøres noget ved. Det kan blandt andet resultere i, at klubben køber en ny angriber.

Ifølge BBC har Thomas Tuchel også flere navne i kikkerten forud for transfervinduet, men et par af dem synes dog at være helt og aldeles urealistiske at få fingrene i.

Mediet hævder, at Liverpools brasilianske angrebses, Roberto Firmino, er en af de spillere, som den tyske træner har et godt øje til. Dog vil the Reds ikke så meget som overveje at sælge den tidligere Hoffenheim-spiller.

Også Pierre-Emerick Aubameyang, som netop er blevet delt topscorer i Premier League, er en spiller, Thomas Tuchel er opsat på at få til den franske hovedstadsklub. Men ligesom Liverpool er Arsenal overhovedet heller ikke klar til at sælge angriberen.

Paris Saint-Germain har fortsat kontrakt med Edinson Cavani, mens også Neymar og Kylian Mbappé huserer i den franske klubs offensiv.