Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Storklub vil hente Modric til sommer

Efter 10 år i Real Madrid kan Luka Modric til sommer rykke retur til engelsk fodbold.

Real Madrid måtte i sommer sige farvel til Sergio Ramos og Raphaël Varane, og i 2022 må madrilenerne muligvis tage afsked med endnu en bærende kraft.

Således skriver den spanske avis Super Deporte nu, at Luka Modric potentielt kan stå foran en Premier League-retur efter denne sæson. 

Interesseret i engelsk retur
Football Espana skrev for et par uger siden, at Luka Modric og Real Madrid var tæt på at nå til enighed om en et-årig forlængelse, men det er altså ikke faldet på plads endnu. 

Super Deporte peger ligeledes på, at Real Madrid-præsident Florentino Perez i ugevis har arbejdet på en forlængelse til Modric. Problemet er dog angiveligt, at den 36-årige Modric ønsker en to-årig kontrakt, hvilket Real Madrid ikke vil tilbyde. 

Og ifølge Super Deporte er Luka Modric varm på idéen om at rykke til de engelske mestre fra Manchester City.

- Idéen om at rykke tilbage til Premier League og senere fortsætte i Citys franchise i New York, tiltrækker Modric, lyder det således fra avisen. 

Luka Modric' nuværende kontrakt med Real Madrid udløber til sommer, men den kroatiske veteran må forventes at fortsætte karrieren, da Kroatien allerede har booket billetten til næste vinters VM i Qatar.