Video : Tipsbladet
Rygter

Mikel Arteta vil ikke afvise indkøb af Chelsea-stjerne

Arsenal-cheftræner Mikel Arteta vil hverken bekræfte eller afvise, om han arbejder på at hente Chelsea-spilleren Jorginho.

Chelsea har brugt knap to milliarder kroner på nye spillere i dette vindue, og i den sidste uge af transfervinduet skal London-klubben så have afskibet nogle af de overflødige spillere i truppen. 

En af de spillere, der ikke umiddelbart er i overskud, men alligevel er blevet rygtet væk, er den italienske midtbanespiller Jorginho. 

Arsenal har i det seneste års tid hentet både David Luiz og Willian i Chelsea, og tidligere på ugen skrev Sky Sports så, at Arsenal nu vil have fingrene i Jorginho.

Jagter stadig nye spillere
På et pressemøde fredag blev Arsenal-cheftræner Mikel Arteta spurgt, om han er interesseret i Jorginho. Det ønskede spanieren hverken at bekræfte eller afvise.

- Vi er stadig åbne for at forstærke vores hold. Vi har kig på forskellige muligheder, alt afhængig af, hvad der kommer til at ske med de spillere, der allerede er her, lød det ifølge Football London fra Arteta. 

Jorginho har spillet 100 kampe for Chelsea siden skiftet fra Napoli i 2018.