Video : Tipsbladet
Rygter

Mourinho vil have fingrene i eks-Liverpool-angriber

Tottenham overvejer angiveligt at gå efter Southampton-målræven Danny Ings.

Danny Ings har været en af de mest målfarlige spillere i Premier League, siden den engelske angriber i 2019 skiftede fra Liverpool til Southampton. 

Og nu kan den 28-årige Ings så være på vej tilbage til en storklub. Således skriver The Sun, at Tottenham meget gerne vil have fingrene i Ings, der har kontraktudløb i Southampton til næste år. 

- Ings holder sine muligheder åbne, og han vil gerne rykke til en klub, der spiller med i Europas fineste klubturnering. José Mourinho er angiveligt en stor beundrer af den engelske landsholdsangriber, som siden begyndelsen af sidste sæson har nettet 27 gange i Premier League. Spurs henvendte sig i september, men fik dengang at vide, at angriberen ikke er til salg, skriver The Sun. 

Avisen peger dog på, at Tottenham kan gøre et nyt forsøg på at hente Ings, i jagten på at slutte i top fire i denne sæson. Tottenham hentede i sommer Carlos Vinicius på en lejeaftale, men den brasilianske angriber har kun spillet sammenlagt 24 minutters Premier League-fodbold for Tottenham i denne sæson.