Video : Tipsbladet
Rygter

Nærmer sig kontraktudløb: Mourinho vil hente Real Madrid-reserve til Spurs

Lucas Vazquez' kontrakt med Real Madrid udløber til næste sommer, og spanieren kan nu være på vej til Tottenham.

Lucas Vazquez er blot startet inde i seks ligakampe for Real Madrid i denne sæson, og kantspilleren kan meget vel være på vej væk fra Bernabéu efter denne sæson.

Således skriver den spanske avis Mundo Deportivo, at José Mourinho pønser på at hente Vazquez til Tottenham. Real Madrid ønsker angiveligt at få 185 millioner kroner for spanieren, mens Tottenham mener, at 125 millioner kroner er en fair pris. 

Er vellidt af Zidane
Lucas Vazquez, der på onsdag fylder 29 år, har kontraktudløb i Real Madrid til næste sommer, og hører til blandt den gruppe af Real Madrid-spillere, der har en uafklaret fremtid. 

Zinedine Zidane har et godt øje til Lucas Vazquez, selvom kantspilleren ikke har niveauet til at være startspiller. Zidane er dog glad for Vazquez' alsidighed og arbejdsiver. Spørgsmålet er dog, om Vazquez selv er interesseret i at prøve sig af i Premier League, hvor der måske kan være udsigt til mere spilletid.