Video : Tipsbladet
Rygter

Ny Braithwaite-rival: Barça jagter Basel-målræv

Xavi Hernández har brug for en ny angriber til januar, men det er nødt til at være en spiller, der ikke koster et gigantisk beløb. Og Barcelona har nu muligvis fundet den rette mand i schweizisk fodbold.

Barcelona har blot scoret ét mål i Xavi Hernández' to første kampe som cheftræner, men catalanerne har også store skadesproblemer i den forreste kæde. 

Barcelona vil derfor hente en angriber til januar, men klubbens økonomiske udfordringer sætter selvsagt visse begrænsninger for, hvem man kan gå efter.

Og ifølge den spanske avis Mundo Deportivo har Barcelona udset sig en målfarlig herre, som formentlig kan hentes for mellem 60 og 75 millioner kroner, når transfermarkedet åbner efter nytår. 

Anbefalet af Deco
Der er tale om Basel-angriberen Arthur Cabral, der har spillet for den schweiziske klub siden sommeren 2019. Siden da har den 23-årige brasilianer scoret 61 mål i 99 kampe for Basel. I denne sæson har Cabral scoret 23 mål i 24 kampe for schweizerne.

Og ifølge Mundo Deportivo ligner Arthur Cabral et af de mest realistiske indkøb for Barcelona, der altså har hårdt brug for en ny angriber. 

Det er den tidligere Barcelona-stjerne Deco, der har anbefalet catalanerne at gå efter Arthur Cabral. Deco arbejder i disse dage som talentspejder for Barcelona.