Video : Tipsbladet
Rygter

Nyt drømmehold? Pochettino-ansættelse kan betyde superstjernes ankomst i PSG

Ifølge Le Parisien er Lionel Messi en stor beundrer af Mauricio Pochettino, der ligesom Barcelona-kaptajnen kommer fra Rosario.

Mauricio Pochettino er få detaljer fra at blive Paris Saint-Germains næste cheftræner, og ifølge den franske avis Le Parisien kan argentinerens ankomst i Paris meget vel lokke landsmanden Lionel Messi til den franske hovedstad. 

Den seksdobbelte Ballon d'Or-vinder forsøgte i sommer at forlade Barcelona, og til sommer kan den 33-årige superstjerne forlade catalanerne kvit og frit. Og ifølge Le Parisien kan Pochettino og Messi, der begge har en fortid i den argentinske klub Newell's Old Boys, altså blive forenet i Paris. 

- Det er en åben hemmelighed: PSG drømmer om Messi. En drøm, der går fra Doha til Paris, de to steder, hvor alt i klubben besluttes. Den historiske chance for at lokke den seksdobbelte Ballon d'Or-vinder til klubben på en fri transfer, når hans kontrakt udløber til juni, har fået gang i fantasien hos Qatars emir, som ejer PSG, og som elsker alt, der skinner. I 2013 hentede han David Beckham til sit popstjerne-fodboldhold, selvom spillerens spillemæssige niveau var tvivlsomt. Leonardo, der allerede dengang var sportsdirektør, var en del af operationen, skriver Le Parisien. 

- Syv år senere er situationen ikke den samme. Paris har skabt et navn for sig selv på den europæiske scene, og den 33-årige Messi har stadig et niveau, der gør ham til en af verdens bedste spillere, hvis ikke den bedste. Qatarerne er ikke de eneste, der ønsker at se Messi i en anden trøje end Barcelonas, hvilket aldrig er sket før i Europa. 

Messi ville have Pochettino til Barcelona
Le Parisien peger desuden på, at Neymar for nyligt udtalte, at hans største ønske er at blive genforenet med Messi i næste sæson. Og ifølge avisen kan Mauricio Pochettinos ankomst være det, der lokker Messi til Frankrig. De to argentinere kommer begge fra Rosario, og Barcelona-kaptajnen er angiveligt en stor beundrer af den tidligere Tottenham-boss. 

Efter 8-2-nederlaget til Bayern München blev Quique Setien erstattet med Ronald Koeman, men inden hollænderens ansættelse var Mauricio Pochettinos navn angiveligt i spil. 

- Hvem ønskede ham i sommer? Hvem arbejdede for, at han skulle komme? Ifølge catalanske medier, hvorigennem interne beskeder deles med offentligheden, var det Lionel Messi, der var mest opsat på at få muligheden realiseret. Angriberen har tidligere presset meget hårdt på for at tiltrække trænere, som han har ønsket at arbejde med, som eksempelvis landsmanden Tata Martino (som har flest kampe nogensinde for Newell's Old Boys) på et kort ophold (i 2013/14-sæsonen). 

- Han er ofte blevet taget med på råd, når Barcelona skulle have en ny træner, hvilket er et tegn på hans magt i Barcelona og i Catalonien. I dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Men der kan stadig være en mulighed for at blive genforenet med Neymar og spille under Pochettino. 

Et indkøb af Lionel Messi vil give Mauricio Pochettino en historisk skræmmende fronttrio, idet pariserne som bekendt allerede råder over Neymar og Kylian Mbappé.