PSG klar med megabud på Serie A-stjerne
Foto: Marco Rosi/Getty Images
Rygter

PSG klar med megabud på Serie A-stjerne

Paris Saint-Germain er ved at forberede et gigantisk bud, der skal overbevise Lazio om at sælge midtbanestjernen Sergej Milinković-Savić

Sergej Milinković-Savić har været et varmt navn i en række af Europas allerstørste klubber igennem de seneste transfervinduer. Den 24-årige serber er blevet en kæmpe stjerne i Serie A og sin klub Lazio, der derfor ikke har travlt med at sælge ham.

Nu håber den franske storklub Paris Saint-Germain, at de alligevel kan lokke Lazio til at slippe sin guldfugl.

Ifølge Calciomercato er de i øjeblikket ved at strikke et kæmpe tilbud sammen på hele 100 millioner euro, cirka 750 millioner kroner. PSG ser Milinković-Savić som den perfekte afløser for den udstødte Adrien Rabiot, der med sikkerhed forlader den franske hovedstad til sommer.

Også sidste sommer var Paris Saint-Germain meget interesseret i at hente midtbanestjernen, men dengang bad Lazio om hele 150 millioner euro, mere end 1,1 milliarder kroner. Men Lazio-præsident Claudio Lotito skulle nu være klar til at acceptere et mindre bud.

Sergej Milinković-Savić har kontrakt med Lazio til 2022, og den italienske klub kan derfor stadig kræve en høj pris for stjernen. Udover Paris Saint-Germain er også Inter, Juventus, AC Milan, Manchester United og Chelsea interesseret i Milinković-Savić, der derfor kan forvente at se sit navn i mange aviser til sommer.