Video : Tipsbladet
Rygter

Råder over milliardbudget: Flere store angribernavne rygtes til City

Pep Guardiola har denne sommer fået stillet 2,5 milliarder kroner til rådighed til indkøb, og meget tyder på, at den engelske storklub vil gå efter en prominent angriber.

Sæsonen er ikke slut endnu, men i Manchester City har man allerede travlt med at forstærke truppen forud for næste sæson, hvor Guardiolas tropper skal forsøge at overgå Liverpool i mesterskabskampen.

Tirsdag blev det officielt, at Ferran Torres skifter til Manchester City, og onsdag har Sky Sports reporteret, at Bournemouth-forsvareren Nathan Aké skal til lægetjek i Manchester City indenfor de næste 24 timer. 

Interesserede i Felix
Ifølge The Athletic har Pep Guardiola dog ingen planer om at nøjes med Ferran Torres og Nathan Aké denne sommer. 

Først og fremmest ønsker Manchester City-bossen at hente endnu en midterforsvarer. Napolis Kalidou Koulibaly er førsteprioriteten, mens Sevillas Diego Carlos anses som et alternativ. 

Derudover jagter de detroniserede mestre også en central angriber. Ifølge The Athletic kan Manchester City bruge omtrent 2,5 milliarder kroner på nye spillere denne sommer. 

Flere store angribernavne i spil
The Athletic skriver, at Manchester City har henvendt sig til Atlético Madrid vedrørende det portugisiske stortalent, Joao Felix, der har haft en svær første sæson under Diego Simeone. 

En anden angriber, som Manchester City angiveligt kan finde på at gå efter denne sommer, er Inter-målræven Lautaro Martinez. Argentinerens Barcelona-skifte er således gået i vasken, på grund af katalanernes økonomiske problemer. 

Harry Kane og Erling Haaland nævnes som andre og noget mindre realistiske muligheder til at blive Manchester Citys næste offensive stjerne.