Video : Tipsbladet
Rygter

Real Madrid-profil kan skifte til fransk klub: - Han ser alle deres kampe

Ifølge Karim Benzemas tidligere agent kan Real Madrid-stjernen være på vej tilbage til Lyon.

Karim Benzema forlod i 2009 Lyon til fordel for Real Madrid, men ifølge angriberens tidligere agent kan der blive tale om en retur inden længe. 

Den i dag 33-årige Benzema nåede op på 66 fuldtræffere for Lyon, inden han som 21-årig rykkede til Madrid. Og ifølge Karim Djaziri, der altså er Benzemas tidligere agent, følger Real Madrid-stjernen sin gamle klub tæt.

- Rykker Karim Benzema tilbage til Lyon? Ja, det tror jeg helt ærligt, at han gør. Vi taler sammen konstant, og han ser alle Lyons kampe. Derudover har han aldrig været på Groupama Stadium (Lyons stadion, som blev indviet i 2016, red.), og det er noget, han gerne vil. Lyon er i hans hjerte, lyder det, ifølge Inside Gones, fra Djaziri. 

Det bliver dog nok næppe allerede i år, at Benzema vender tilbage til Lyon, da franskmanden stadig er en bærende kraft i Real Madrid, hvor han i denne sæson har scoret 15 mål i 24 kampe. I sidste sæson nåede Benzema op på 27 scoringer for Real Madrid.