Video : Tipsbladet
Rygter

Roma vil have Mourinho - men får konkurrence fra Inter

José Mourinho er i høj kurs blandt de italienske storklubber, hvor to af dem begge håber at lokke portugiseren tilbage til støvlelandet, hvor han tidligere har vundet the Treble

José Mourinho har stået uden job siden fyringen i Manchester United tilbage i december, men han skal tilsyneladende ikke frygte at gå arbejdsløs længe endnu.

Portugiseren har trods alt stadig et stort trænernavn, og det er også store klubber, der er ude efter ham.

Ifølge Sky Sports Italia har Roma været i kontakt med Mourinho i håbet om, at de kan lokke ham til hovedstadsklubben. Men de er ikke den eneste Serie A-klub, der vil have have Mourinho til støvlelandet.

Også hans tidligere klub Inter håber ifølge Tuttomercatoweb at få fat på den eftertragtede underskrift. Mourinho selv skulle ifølge mediet være så meget med på idéen om en retur til Inter, at han er villig til at sænke sit lønkrav fra 10 millioner til 8 millioner euro for at få det til at ske.

José Mourinho havde en særdeles succesfuld tid i Inter. Han kom til klubben fra Chelsea i 2008, og det sluttede med at han i 2010 vandt the Treble efter triumfer i Serie A, Coppa Italia og Champions League. Siden har han været forbi Real Madrid, Chelsea og Manchester United, og leder altså nu efter sit næste trænerjob i en europæisk topklub.