Video : Tipsbladet
Rygter

Sancho overtager historisk trøjenummer i United - og tredobler sin løn

Jadon Sancho nærmer sig et skifte til Manchester United, hvor den unge kantspiller står til at skulle spille med nummer syv på ryggen.

Den anerkendte engelske The Guardian skrev mandag, at Manchester United og Dortmund er 'i fremskredne forhandlinger' om Jadon Sancho, der står til at blive den dyreste engelske spiller nogensinde

Og ifølge den engelske avis Daily Mirror står Sancho til at overtage det historiske trøjenummer syv i United, som står til at blive ledigt, idet Inter meldes tæt på et køb af Alexis Sanchez. 

Manchester United-legender som Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo har således tidligere optrådt med nummer syv på ryggen. 

Får tredoblet lønnen
Jadon Sancho kan med skiftet fra Dortmund til Manchester United se frem til en klækkelig lønforhøjelse. 

Dribleren tjener i øjeblikket lidt over 600.000 kroner om ugen i Dortmund, men kan på Old Trafford se frem til en ugeløn, der ligger mellem 1,65 og 1,8 millioner kroner. 

Jadon Sancho får en kontrakt i Manchester United, der løber indtil 2024.