Video : Tipsbladet
Rygter

Storklubber kæmper om Dortmunds engelske juvel

På bare et års tid har Jude Bellingham udviklet sig til en nøglespiller for Dortmund, og det engelske stortalentet kædes nu sammen med flere Premier League-klubber.

Erling Haaland er den helt store hovedperson i Dortmund, men den tyske storklub råder generelt over mange interessante stortalenter. 

Et af de mest interessante er den 18-årige Jude Bellingham, der senest kom på tavlen i tirsdagens 2-1-sejr over Besiktas i Champions League. Dortmund betalte Birmingham 170 millioner kroner for Bellingham sidste sommer, men ifølge The Sun er der nu mange storklubber, der vil lokke teenageren væk fra Bundesligaen og tilbage til England.

Kindkys til Haaland
Således skriver The Sun, at engelske topklubber som Manchester United, Liverpool og Manchester City holder skarpt øje med Jude Bellingham, der fik tre kampe for England under sommerens EM-slutrunde. 

Bellingham stod også for en assist til Erling Haaland i sejren over Besiktas, og englænderen har ligeledes nettet i Bundesligaen i denne sæson. Efter kampen i Istanbul var Haaland da også fuld af lovord om sin britiske holdkammerat.

- Han er bare utrolig. Og han er tre år yngre end mig. Det er vanvittigt, lød det således fra den 21-årige nordmand, der under interviewet fik et kys på kinden af Bellingham.

Ifølge The Sun er der dog ikke meget, der tyder på, at Dortmund vil være klar til at sælge Jude Bellingham næste sommer, hvor Erling Haaland forventes at sige farvel. Den tyske avis Bild skrev dog for nyligt, at Bellingham 'i løbet af de kommende år bliver Dortmunds næste 100 millioner punds-salg.'