Video : Tipsbladet
Rygter

Tidligere dansk Manchester United-profil: De Ligt vil passe ind i klubben

Jesper Olsen mener, at Ajax' hollandske megatalent ville være en god tilføjelse til truppen i Manchester United. Danskeren nåede selv 139 ligakampe for den engelske storklub

Sæsonafslutningerne nærmer sig hastigt i de fleste europæiske ligaer, og det samme gør dermed sommerens transfervindue. Derfor er rygterne om kommende transfers allerede begyndt at svirre, og et af de allervarmeste emner er Ajax' Matthijs de Ligt. 

Særligt den spanske storklub FC Barcelona og italienske Juventus har været nævnt som en mulige klubber for det kun 19-årige giganttalent, der trods sin unge alder er anfører for Ajax og har mere end 100 kampe for den klubben. 

Udover FC Barcelona og Juventus har også engelske Manchester United efter sigende De Ligt på ønskelisten til sommer, og det gør de klogt i. Det mener klubbens tidligere danske spiller Jesper Olsen, der fra 1984 til 1988 nåede 139 ligakampe for den engelske storklub.

- Ingen tvivl om, at han kunne spille for Manchester United, udtaler Jesper Olsen i et interview med Omnisport, og fortæller, at det ikke kun er Manchester United, De Ligt vil kunne tørne ud for:

- Når du spiller for Ajax, er du en kvalitetsspiller. Så selvfølgelig kan han spille for United, ingen tvivl om det. Han vil passe ind på alle tophold i øjeblikket.

Jesper Olsen tog selv springet fra Ajax til Manchester United og ved derfor, hvad det kræver at foretage skiftet til Old Trafford. Men Manchester United vil med garanti få hård konkurrence om Matthijs de Ligt, særligt hvis Manchester United ikke kan tilbyde Champions Legue-fodbold i næste sæson. Noget, som både FC Barcelona og Juventus kan garantere hver sæson.