Video : Tipsbladet
Rygter

Tidligere Manchester United-spiller får fire-årig kontrakt i Barcelona

Barcelona betaler blot 225 millioner kroner får Memphis Depay, der får en kontrakt med catalanerne, som løber indtil 2024.

Memphis Depay har i de seneste uger været rygtet til Barcelona, hvor hollænderen skal afløse Luis Suárez. 

Catalanernes nye cheftræner, Ronald Koeman, kender Depay fra sin tid som hollandsk landstræner, og Koeman har fra starten af presset på for at få Lyon-stjernen til Camp Nou.

Kan hentes billigt
Og ifølge det hollandske medie Voetbal International ligger det nu så godt som fast, at Memphis Depay skifter fra Lyon til Barcelona. Dermed får Ronald Koeman altså opfyldt sit ønske om at få fingrene i den 26-årige angriber, der har en fortid i Manchester United. 

Depays kontrakt med Lyon udløber næste sommer, og derfor slipper Barcelona med at betale den franske klub omtrent 225 millioner kroner for angriberen, der har leveret 57 mål for Lyon siden skiftet fra Manchester United i januar 2017.

Ifølge Voetbal International får Memphis Depay i Barcelona en kontrakt, der løber indtil sommeren 2024. 

Har brilleret på landsholdet
Manchester United betalte 250 millioner kroner for Depay, da Louis van Gaal hentede landsmanden i PSV Eindhoven i sommeren 2015, men englænderne fik kun 120 millioner kroner for Depay, da man halvandet år senere sendte ham videre til Lyon. 

På det hollandske landshold har Depay dog brilleret under Ronald Koeman. Depay leverede således 11 fuldtræffere i de 18 landskampe, han spillede under Koeman.