Video : Tipsbladet
Rygter

Tre italienske storklubber kæmper om tysk verdensmester

Mario Götze står til at forlade Dortmund for anden gang i karrieren, og denne gang ser det ud til, at tyskeren tager til Italien.

Efter tre år i Bayern München skiftede Mario Götze i 2016 tilbage til Dortmund, men her fire år senere står offensivspilleren igen til at forlade barndomsklubben.

Götze har således kontraktudløb i Dortmund til sommer, og ifølge Sky Germany har både AC Milan og AS Roma kig på den 27-årige tysker. Mario Götze er angiveligt selv opsat på at prøve sig selv af i italiensk fodbold. 

Inter er også interesserede
AC Milan har tidligere været meldt interesserede i Mario Götze, og har altså nu angiveligt genoptaget interessen i tyskeren. I AS Roma ser man Götze som en oplagt afløser for Henrikh Mkhitaryan, som er lejet i Arsenal. 

Også Inter er angiveligt interesserede i at hente Mario Götze, hvis muligheden skulle opstå.

Mario Götze oplevede karrierens højdepunkt, da han i den forlængede spilletid blev matchvinder i VM-finalen mellem Tyskland og Argentina i 2014.