Video : Tipsbladet
Rygter

Tror på Kane-skifte: - Han må være interesseret i at blive stjernen på det hold

Ifølge den tidligere Manchester United-kaptajn Roy Keane er der næppe tvivl om, at Harry Kane er interesseret i at forlade Tottenham til fordel for Manchester United.

Harry Kane har kontrakt med Tottenham indtil 2024, men Pierre-Emile Højbjergs holdkammerat har været rygtet væk fra London-klubben i den seneste tid.

I sidste uge reporterede The Athletic blandt andet, at Kane ønsker at forlade Tottenham til sommer, hvis José Mourinhos tropper ikke formår at kvalificere sig til Champions League.

Efter søndagens 3-1-nederlag til Manchester United ligger Tottenham på syvendepladsen i Premier League-tabellen, seks point efter West Ham, der ligger på fjerdepladsen. 

Må skele til United
Og efter søndagens opgør gav den tidligere Manchester United-kaptajn Roy Keane udtryk for, at Old Trafford formentligt er en attraktiv destination for Harry Kane, der fylder 28 år til juli. 

- Kane har haft muligheden for at se det her United-hold an i dag, og det er et hold, der har forbedret sig i løbet af de seneste 12 måneder. Og Kane må helt sikkert tænke: 'Jeg ville kunne være stjernen på toppen på det her Manchester United-hold'. Med de bolde, han ville kunne få serveret på det hold, så må Kane have et godt øje til United, lyder det således, ifølge Sky Sports, fra Keane. 

Vil sikre United trofæer
Roy Keane blev herefter spurgt, om et indkøb af Harry Kane vil garantere trofæer for Ole Gunnar Solskjærs tropper. 

- Med Kane på det her United-hold, så vil det være så sikkert som amen i kirken, ja. Manchester United har lukket afstanden til City, og Kane vil være endnu et skridt i den retning. Måske ønsker Kane ikke at tage til udlandet. Manchester United er stadig en meget, meget attraktiv klub. 

Ifølge Goal har Harry Kane slået fast, at han først vil melde noget ud om fremtiden, når den indeværende sæson er spillet færdig.