Video : Tipsbladet
Rygter

- Uanset hvad der sker i næste sæson, så skifter Messi til denne klub i 2023

Ifølge journalisten José Antonio Ponsenti har Lionel Messis far udtalt, at Barcelona-kaptajnens plan er at forlade europæisk fodbold om to år.

Lionel Messi spillede onsdag sin måske sidste Champions League-kamp for Barcelona, da Ronald Koemans tropper spillede 1-1 mod Paris Saint-Germain og dermed tabte med 5-2 samlet. 

Og efter slutfløjtet blev den 33-årige argentiners fremtid diskuteret på den spanske radiostation Cadena SER, hvor journalisteen José Antonio Ponseti kom med en interessant oplysning. 

Laportas sejr ændrede tingene
Ifølge Ponseti havde der således været planer om et møde i Punta Cana i Den Dominikanske Republik, hvor Lionel Messis far efter sigende skulle have mødtes med repræsentanter fra Paris Saint-Germain. Mødet skulle angiveligt have fundet sted i sangeren Julio Iglesias' hus. 

- Jorge Messi (Barcelona-kaptajnens far og agent, red.) ville deltage på mødet, som skulle handle om, hvordan det skulle foregå, hvis Lionel Messi skulle til Paris. Mere om hans liv i Paris, end om hvordan tingene skulle være i PSG. Mødet kom ikke til at finde sted, for planen var at lytte til Barças tilbud, hvis Joan Laporta vandt valget. Før hans sejr blev det ikke anset for at være en mulighed, lød det således fra Ponseti.

Joan Laporta vandt i søndags præsidentvalget i Barcelona, og modtog efterfølgende en lykønskning fra Lionel Messi.

Vil forlade Europa om to år
Ponseti afslørede desuden en kommentar fra Jorge Messi, der indikerer hvordan Barcelona-kaptajnens langsigtede plan ser ud, uanset om han vælger at forlade Barcelona til sommer eller ej. Ifølge Ponseti skulle Messis far således have sagt, at superstjernen har tænkt sig at forlade europæisk fodbold i sommeren 2023, hvor han lige vil være fyldt 36 år. 

- Uanset hvad der sker nu, så bliver det i to sæsoner. Og derefter Miami, skulle Jorge Messi altså have sagt.

Miami fik i 2020 et hold i den amerikanske liga, MLS. Inter Miami, der har David Beckham i ejerkredsen, har lige nu spillere som Gonzalo Higuain og Blaise Matuidi i spillertruppen. David Beckham udtalte for nyligt, at han ikke kan udelukke, at Inter Miami vil forsøge at hente Lionel Messi. Det er da heller ikke første gang, at argentineren rygtes til Inter Miami. Tilbage i december udtalte Messi desuden, at han altid 'har drømt om at spille i USA'.

Ifølge José Antonio Ponseti er der med Joan Laportas valgsejr nu '50 procents chance' for, at Lionel Messi også spiller for Barcelona i næste sæson.