Video : Tipsbladet
Rygter

Udrensning fortsætter: Barcelona-stjerne skal til lægetjek i dag

Arturo Vidal er på vej til lægetjek i Inter, som blot skal betale knap fire millioner kroner for den chilenske midtbanemotor.

Ronald Koeman har informeret en række fremtrædende Barcelona-spillere om, at de ikke indgår i planerne, men indtil videre er det kun Ivan Rakitic, der har forladt klubben

Nu ser det dog ud til, at også Arturo Vidal har fundet sig en ny klub. Og set med danske briller er der ikke tale om verdens bedste nyhed. 

Næsten gratis
Således reporterer den catalanske radiostation RAC1 nu, at Arturo Vidal tirsdag rejser til Milano for at gennemgå et lægetjek i Inter, hvorefter han vil blive præsenteret i Serie A-klubben. Dermed kan Christian Eriksen se frem til yderligere kamp om spilletiden i den kommende Serie A-sæson.

Inter skal blot betale 3,7 millioner kroner for den 33-årige chilener, der tidligere har spillet for klubber som Juventus og Bayern München. Ifølge RAC1 er Vidal gået med til, at Barcelona ikke kompenserer ham for det år, han havde tilbage af sin kontrakt. Chileneren får dog udbetalt en lille del af lønnen.

Dermed bliver 8-2-nederlaget til Bayern München Arturo Vidals sidste kamp i Barcelona-trøjen. I Inter står chileneren til at tjene 22 millioner kroner om året.