Video : Tipsbladet
Rygter

Ung spansk landsholdsspiller kan blive Sergio Ramos' afløser i Madrid

Sergio Ramos' makker på det spanske landshold kan angiveligt afløse veteranen i Real Madrid til sommer.

Sergio Ramos ser ud til at forlade Real Madrid til sommer, og de spanske mestre har angiveligt udset sig veteranens afløser i midterforsvaret.

Således skriver Goal, at Real Madrid holder skarpt øje med den 24-årige spanske landsholdspiller Pau Torres, der i øjeblikket tørner ud for Villareal.

Fast starter for Spanien
Pau Torres har spillet samtlige minutter for Villareal i La Liga i denne sæson, og den lovende forsvarsspiller er også startet inde i Spaniens seks seneste kampe i Nations League. Her har Torres spillet ved siden af Sergio Ramos i midterforsvaret.

Ifølge Goal ligger det dog fast, at Villareal vil tage sig godt betalt, hvis klubben skal sige farvel til den defensive profil. Real Madrid skal således angiveligt hoste op med 485 millioner kroner, hvis klubben vil have fingrene i Pau Torres.

Alaba er også på vej
Udover Sergio Ramos har der også været tvivl om Raphaël Varanes fremtid i Real Madrid. Ifølge Goal er Real Madrids jagt på Torres uafhængig af jagten på David Alaba. Bayern München-stjernen meddelte tidligere på ugen, at han forlader Champions League-vinderne, og østrigeren har igennem længere tid været rygtet til Real Madrid. 

Også Bragas David Carmo har været nævnt som en mulig afløser for Sergio Ramos. Portugiseren var angiveligt tæt på et skifte til Liverpool i januar.