Video : Tipsbladet
Rygter

United holder vejret: Zidane-stop kan sende Real Madrid-stjerne til Old Trafford

Ifølge transfereksperten Fabrizio Romano prioriterer Manchester United at hente en midterforsvarer på sommerens transfermarked. Ifølge Romano er Raphaël Varane førsteprioriteten for den engelske storklub.

Den italienske journalist Fabrizio Romano anses for at være exceptionelt godt inde i, hvad der rører sig på transfermarkedet, og Romano har nu givet en opdatering på Manchester Uniteds planer for sommerens transfervindue. 

I den seneste episode af Romanos transferpodcast Here We Go peger den italienske ekspert således på, at Manchester-klubben holder skarpt øje med den aktuelle situation i Real Madrid. 

- Først og fremmest kan vi sige, at de ønsker at hente en ny midterforsvarer. Uniteds prioritet er at hente en midterforsvarer og en spiller til offensiven, eksempelvis en kantspiller eller en central angriber, lyder det fra Romano i podcasten.

- Hvad midterforsvaret angår, så er Raphael Varanes situation i Real Madrid afgørende, for at se, om spilleren ønsker at skifte eller ej. Så Manchester United venter på at se, hvad der kommer til at ske med Varane, samt hvad der kommer til at ske med Zidane i Madrid. For det kan vise sig at blive meget vigtigt i forhold til at forstå Varanes fremtid. I øjeblikket er der ingen enighed om en ny kontrakt for Varane (franskmandens kontrakt udløber i 2022, red.). Men han er det primære navn på Manchester Uniteds liste over midterforsvare. 

I podcasten peger Fabrizio Romano på folk som Jules Koundé og Cristian Romero som andre muligheder for Manchester United.