Video : Tipsbladet
Rygter

Uvished om Fatis fremtid: Underskud og agentskifte vækker bekymring

Ifølge Barcelona bliver Ansu Fatis kontrakt lørdag forlænget til 2024, men flere medier sår tvivl om, hvorvidt det er korrekt.

Ansu Fati fylder 18 år lørdag, og ifølge Barcelona bliver teenagerens kontrakt dermed automatisk forlænget fra 2022 til 2024.

Angriberens frikøbsklausul hæves samtidig angiveligt fra 170 millioner euro (1,26 milliarder kroner) til til 400 millioner euro (2,98 milliarder kroner).

Flere medier har dog sået tvivl om, hvorvidt Barcelona automatisk kan forlænge Fatis aftale. Aftalen kom angiveligt på plads tilbage i sommeren 2019, men ifølge den spanske avis Marca har Barcelona muligvis ikke retten til at indgå aftaler på længere end to år, hvad angår mindreårige spillere. Og Fati er altså stadig 17 år. 

Fyrede Messis bror som sin agent
I en længere gennemgang af Ansu Fatis situation i Barcelona har The Athletic også sået tvivl om Barcelonas påstand. Overfor The Athletic har den catalanske klub slået fast, at Fatis aftale forlænges til 2024 på angriberens 18-års fødselsdag.

- Den aftale kom dog på plads, da Rodrigo Messi stadig var Fatis agent, inden han overhovedet havde fået sin debut på førsteholdet, skriver The Athletic. 

Det vakte således stor opsigt, da Ansu Fati i sommer fyrede Rodrigo Messi, der er Lionel Messis bror, som sin agent, for i stedet at hyre Jorge Mendes, der også er agent for Cristiano Ronaldo. 

Kort efter agentskiftet kom det frem i spansk presse, at en klub havde budt 1,11 milliarder kroner for Fati. Ifølge The Athletic er det bekymrende for Barcelona, at Ansu Fati har hyret Mendes som sin agent, idet portugiseren er kendt for at skaffe sine klienter overordentligt lukrative kontrakter. 

- Barcas aktuelle økonomiske problemer gør det meget vanskeligere at fortsætte med at hæve Fatis løn løbende, forlyder det.

I Barcelona håber man altså på, at Fati ikke skal nogen vegne, men teenagerens agentskifte har medført en vis ængstelighed.