Video : Tipsbladet
Rygter

Vil have Pogba for 370 millioner

Fem år efter skiftet fra Juventus til Manchester United kan Paul Pogba nu meget vel forlade Old Trafford denne sommer.

Manchester United betalte 780 millioner kroner for Paul Pogba for fem år siden, men de røde djævle kan nu sælge franskmanden videre for mindre end det halve.

Sådan lyder det fra den engelske avis Daily Mail, der skriver, at Manchester United er under pres for at få solgt den 28-årige Paul Pogba denne sommer, fordi man ellers risikerer at miste franskmanden på en fri transfer næste sommer, hvor hans kontrakt udløber. Pogba har således angiveligt ikke givet indikation på, at han er interesseret i en forlængelse.

Interesse fra Paris
Ifølge Daily Mail forhandler Paul Pogbas agent, Mino Raiola, i øjeblikket med Paris Saint-Germain, der angiveligt pønser på at kunne hente den franske landsholdsstjerne for omtrent 370 millioner kroner denne sommer. 

Paul Pogba skal efter planen vende tilbage til træning i Manchester United i næste uge, efter at midtbanespilleren har været på ferie i Florida ovenpå Frankrigs skuffende EM-slutrunde. Pogba udtalte sig i juni om sin situation.

- Jeg har et år tilbage af min kontrakt, det ved alle. Der har ikke været nogle konkrete henvendelser om en forlængelse. Jeg er stadig i Manchester, lød det dengang fra Paul Pogba.

Manchester United har i de seneste uger været kædet sammen med midtbanespillere som Eduardo Camavinga og Saúl Niguez.