Video : Tipsbladet
Rygter

Zidane åbner for indkøb - disse tre angribere rygtes nu til Madrid

Zinedine Zidane vil ikke afvise, at Real Madrid køber en spiller i dette transfervindue, og særligt i forreste kæde kunne madrilenerne godt bruge en forstærkning.

Real Madrid indledte søndag titelforsvaret på skuffende vis, da Zinedine Zidanes tropper kun fik 0-0 i udekampen mod Real Sociedad.

Og til trods for de manglende mål valgte Zinedine Zidane at lade Luka Jovic blive siddende på bænken i hele kampen. Den serbiske angriber floppede i sin første sæson i Real Madrid, og har tydeligvis ikke vundet Zidanes tillid endnu. Også Mariano blev siddende på bænken.

Alt er muligt
Real Madrid har i dette transfervindue valgt at spare på finanserne. Madrilenerne har således fokuseret på spillersalg, og har derfor ikke forstærket truppen, udover at man har hentet Martin Ødegaard tilbage fra nordmandens lejeophold i Real Sociedad.

Derfor kom som det lidt af en overraskelse, da Zidane inden Real Sociedad-opgøret pludseligt åbnede op for, at Real Madrid kan hente en ny forstærkning i løbet af transfervinduets to sidste uger.

- Indtil den 4. oktober er alt muligt, både hvad angår indkøb og salg, lød det ifølge Diario AS fra Zidane.

Rutineret trio i spil
Ifølge Diario AS er det således ikke utænkeligt, at Real Madrid kan finde på at hente en angriber ind som afløser for Karim Benzema, når franskmanden skal have et hvil. Avisen peger på rutinerede angriber som Edin Dzeko, Edinson Cavani og Falcao som muligheder for Real Madrid. Dzekos skifte fra Roma til Juventus ser ud til at være gået i vasken, idet Torino-klubben nu har hentet Alvaro Morata i stedet. Cavani leder fortsat efter en ny klub, mens Falcao fylder 35 år til februar.

Diario AS skriver, at Real Madrid formentlig kun vil hente en angriber i dette vindue, hvis resultaterne fortsætter med at være skuffende i de kommende uger. Den overordnede plan er at vente til næste sommer, hvor Real Madrid vil jagte yngre folk som Kylian Mbappé og Erling Haaland.