Video : Tipsbladet
Rygter

Zidane vil forstærke Real Madrid-defensiven med ung Sevilla-franskmand

Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane har et godt øje til den unge Sevilla-forsvarer Jules Koundé.

Zinedine Zidane råder med Sergio Ramos og Raphaël Varane over en af verdens bedste forsvarsduoer. 

Men i en storklub som Real Madrid er der brug for bredde. Og sidste sommers indkøb, Eder Militao, har endnu ikke overbevist fuldt ud. 

Ifølge ESPN har Zidane derfor planer om at forstærke Real Madrids defensiv yderligere forud for næste sæson. Og den franske legende har angiveligt udset sig en landsmand. 

Har imponeret stort
Der er tale om den 21-årige franskmand Jules Koundé, der har imponeret i sin første sæson i Sevilla-trøjen. Den sydspanske klub hentede sidste sommer Koundé i Bourdeaux for 205 millioner kroner. 

I Sevilla har Koundé sammen med Diego Carlos udgjort en af Europas mest solide forsvarsduoer. Sevilla indkasserede således tredjefærrest mål i den forgangne La Liga-sæson, hvor klubben havde en bedre defensiv statistik end Barcelona. 

Koundé har en kontrakt med Sevilla, der løber indtil 2024, og Real Madrid skal formentligt betale 260 millioner kroner, hvis de vil have fingrene i den unge franskmand.