Video : Tipsbladet
Serie A

Amerikansk rigmand vil købe Christian Nørgaards tidligere klub

Milliardæren Rocco Commisso lader til at være tæt på at overtage den toscanske traditionsklub.

Den italienske klub Fiorentin ser ud til at få italo-amerikaneren Rocco Commisso som ejer.

Det melder det italienske nyhedsbureau ANSA, der peger på, at prisen bliver på 1,5 milliarder kroner.

De beretter derudover, at der vil være et møde i løbet af tirsdagen i Milano mellem ham selv og de to Fiorentina-ejere Diego og Andrea Della Valle, ligesom Commissos assistent Joe Barone og Fiorentinas vicepræsident Mario Cognigni vil være til stede.

Commisso har blandt andet bygget sin formue op ved at eje USA's femtestørste kabel-tv-firma, som har løftet ham op til at være på Forbes seneste liste over de 500 rigeste amerikanere.

Endvidere han også har erfaring med sportshold, da han ligeledes ejer New York Cosmos-holdet, og han prøvede for et år siden at overtage AC Milan fra Li Yonghong. Dog blev buddet afvist, og få uger efter blev kineseren tvunget til at afhænde klubben til Elliott Management efter manglende betalinger af det lån, som han havde optaget for at købe Milano-klubben i sin tid.

Fiorentina kommer selv fra en hård sæson, hvor det først i sidste spillerunde stod helt klart, at de også var en del af Serie A i den kommende sæson.