Den 1.september brugte Udinese op mod 60 millioner kroner på at hente Thomas Kristensen i AGF.
Nu har de fået øje på endnu en dansk forsvarsspiller i Superligaen.
Denne gang har italiernerne rettet blikket mod Nørreskoven, hvor Vejle-stopper Oliver Provstgaard er højt på Udineses ønskeliste. Det skriver Tuttemercatoweb.
Udinese er dog langt fra den eneste klub i Serie A, der er vilde med den 20-årige dansker.
I sidste uge kunne Vejles sportschef, Marius Nicolae, fortælle Tuttomercatoweb, at halvdelen af alle klubber i Serie A var interesseret i Oliver Provstgaard.
Udinese og Genoa skulle efter sigende være de største bejlere til Vejle-talentet.
I Genoa vil han også få en dansk holdkammerat i form af Morten Frendrup.
Alligevel er Udinese det bedste bud på en kommende arbejdsgiver for Vejle-talentet. Oliver Provstgaard kender nemlig Thomas Kristensen fra U21-landsholdet.
I seneste landskamp mod Wales dannede de makkerpar i forsvaret for det danske U21-landshold. Oliver Provstgaard var anfører i den kamp.