Video : Tipsbladet
Superliga

AGF uden ti spillere mod FC Nordsjælland

Uwe Rösler må undvære en række spillere til mandagens kamp.

FC Nordsjælland og AGF kender efterhånden hinanden ret godt efter to pokalsemifinaler på det seneste. Mandag aften skal de mødes igen, og denne gang er det i Superligaen, at de skal tørne sammen.

Til kampen står AGF uden en række spillere.

I forvejen stod det klart, at Tobias Mølgaard, Felix Beijmo, Nicolai Poulsen, Jonas Jensen-Abbew, Frederik Brandhof og Kevin Yakob ville være ude med skader, men i truplisten fra aarhusianerne mandag er der flere ude.

Det drejer sig om Diesel Herrington, Benjamin Hvidt og Tobias Bech, som også er ude. Dog uden at der er en nærmere forklaring.

Endvidere er Tobias Anker ikke med grundet karantæne, men de kan dog glæde sig over, at Jacob Andersen er med igen.

Med de mange afbud er der udtaget et par spillere, som kan få debut i form af Frej Elkjær og Mikkel Kristensen.

AGF-truppen mod FC Nordsjælland er som følger:

Jesper Hansen, Bailey Peacock Farrel, Mats Knoester, Frederik Tingager, Michael Akoto, Mikkel Kristensen, Eric Kahl, Luka Callø, Jacob Andersen, Mads Emil Madsen, Magnus Knudsen, Frej Elkjær Andersen, Gift Links, Julius Beck, Mikkel Duelund, Peter Bjur, Tobias Bach, Mikael Anderson, Janni Serra og Patrick Mortensen.

Kampen spilles mandag aften klokken 19, og den sendes direkte på Viaplay.