Video : Tipsbladet
Superliga

Det nærmest utænkelige skete i Århus

Tipsbladet zoomer ind på opgøret mellem AGF og Hvidovre IF.

AGF - Hvidovre IF 1-0 (0-0)
1-0 Jonas Jensen-Abbew (71.)

Kampens bedste
AGF
Århusianernes tandløse offensive fortsatte i vanlig stil. Mads Emil Madsen havde nogle fine aktioner, og Mikael Anderson truede Hvidovre-målet et par gange i første halvleg, men blev lukket ned efter pausen.

I stedet må man kigge mod Uwe Röslers defensiv, hvor der atter blev leveret et par stabile præstationer. Bailey Peacock-Farrell havde undervejs et par gode redninger, men bedst var Frederik Tingager, som var sikkerheden selv i bagkæden. Han styrede AGF-forsvaret med nye Jonas Jensen-Abbew og startdebutanten Tobias Anker ved sin side med hård hånd.

Hvidovre IF
Det er svært ikke at have ondt af Hvidovre, der spillede en pæn omgang fodbold og sagtens kunne have taget et point eller tre på Ceres Park, men som så mange andre blev straffet af AGF's dødbolde.

Det er især værd at nævne Jeffrey Papa, som ser ud til at have slået sit navn fast i Per Frandsens startopstilling med nu fem startpladser i foråret, og som var meget livlig denne søndag i Århus. Han var manden bag gæsternes to bedste muligheder, og særligt Christian 'Greko' Jakobsen burde have omsat Papas flade indlæg i anden halvleg til scoring. 

Kampens værste
Det kan være svært at forstå, hvad der gik gennem hovedet på Adrian Kappenberger, som først var kommet på skovtur og var nær ved at nedlægge Tobias Bech, og efterfølgende kom alt for sent ind i en tackling på Mikael Anderson, hvilket resulterede i et straffespark til AGF. Det var heldigt og godt for Kappenberger, at han selv rodede bod på den dårlige aktion ved at redde straffesparket.

Derudover må man som fodboldfan ærgre sig over at se Mikkel Duelund udgå med en skade. Han nåede kun 15 minutter på banen, hvor han i øvrigt gjorde en god figur, men offensivspillerens slemme skadeshistorik fortsætter. Der er få, der har været så uheldig med skader som ham de seneste år, og denne gang var det låret, som også tvang Duelund fra banen i seneste runde mod Silkeborg, der drillede.

Kampens detalje
Patrick Mortensen har været sikkerheden selv fra ellevemeterpletten for AGF, men i søndagens opgør skete det, man næsten ikke skulle tro var muligt: Mortensen brændte et straffespark. AGF-angriberen havde forinden scoret på imponerende 20 ud af 20 spark, men den stime blev altså ødelagt af Kappenberger, der pillede sparket fra Mortensen. Kappenberger havde som nævnt ellers set meget skidt ud i situationen, som førte til straffesparket.