Video : Tipsbladet
Superliga

Ekspert: FCK skal lade Roony og Falk skifte

Nu skal FC København få nogle penge ind for Roony Bardghji, lyder det blandt andet.

FC København kan se frem til et transfervindue til sommer, hvor to af deres spillere skal begynde at se sig om efter en ny klub at spille i. Det gælder Rasmus Falk og Roony Bardghji, mener fodboldekspert Kenneth Emil Petersen.

Det fortæller han i Viaplay-programmet 'Transfer', som man kan se et klip fra i videoen øverst i artiklen.

- Hvis FCK skal have Rasmus Falk til at blive et godt slutprojekt - fordi der kommer jo et tidspunkt for alle fodboldspillere, hvor der kommer yngre kræfter - og jeg tror, at FCK vil gøre klogt i at skille sig af med en Rasmus Falk. Giv ham et eventyr. Lad ham komme til udlandet. Et superskifte til måske USA, bemærker 'KEP'.

Han ser desuden, at der givetvis også er behov for noget andet hos københavnerklubben end Falk.

- Jeg synes, at han er faldet i niveau inde centralt. Jeg synes også, at når jeg ser FC København, så mangler de en lidt stærkere leder. Lidt stærkere fysik inde centralt, så alle de her offensive, som er lidt som fluer i en flaske, at de også bare kan gøre det, fortæller Kenneth Emil Petersen.

Når det kommer til Roony Bardghji, så mener Viaplay-eksperten, at det har udviklet sig til en mærkelig case, hvor den unge svensker er gået fra at være deres topscorer i efteråret til, at det ikke er blevet til så meget spilletid i foråret.

- Jeg ved ikke, hvad der er sket, men noget er der simpelthen sket. Ellers kan det ikke passe, at han skal skiftes ind i et derby, hvor der kun mangler syv minutter, og han har haft kampe, hvor han har siddet på bænken. Han har en kamp oppe i Herning, hvor han kommer ind efter pausen, hvor han med afstand er den bedste for FC København, siger han og fortsætter:

- Men det er som om, at der sket et eller andet. De skal se at få solgt Roony. Han skal ud, andre græsgange. Ud og vise sit talent andre steder. Cash in, få nogle penge i kassen, mens de kan, lyder det fra Petersen.

Endelig peger han på, at værdien også kun falder med udsigt til, at kontrakten udløber i december 2025.