Video : Tipsbladet
Superliga

FCN sender Ingvartsen og Tverskov til MLS

Det bliver i familien, men FC Nordsjælland vil fra 2025 være to af holdets største profiler færre.

Tipsbladet kan afsløre, at Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen fra årsskiftet vil tørne ud for FC Nordsjællands søsterklub i USA, San Diego FC.

Den amerikanske klub har samme ejer som FC Nordsjælland i form af Right to Dream, og fra januar 2025 har San Diego FC en plads i den bedste række MLS, hvilket ifølge Tipsbladets oplysninger har tiltrukket Tverskov og Ingvartsen.

Right to Dream har også organer i Egypten og Ghana, som FC Nordsjælland har nydt særdeles godt af i de seneste år i form af kæmpe profiler som Ernest Nuamah, Mohammed Kudus, Kamaldeen Sulemana, Mohamed Diomande og senest Ibrahim Osman, der alle er blevet solgt for meget store millionbeløb.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er det på samme måde en del af planerne, at den kommende MLS-samarbejdsklub i fremtiden skal sende spillere, som har europæiske drømme og kan forstærke FC Nordsjælland, til Danmark.

28-årige Marcus Ingvartsen kom tilbage til FC Nordsjælland i sommer, da Superliga-klubben lagde over 22 millioner kroner for at købe ham fri i Mainz, og der blev dengang ikke lagt skjul på, at han igen ville prøve talentet af uden for landets grænser.

Det får han igen mulighed for, men først skal han færdiggøre to halvsæsoner mere i FC Nordsjælland.

Også Jeppe Tverskov kom til Farum før denne sæson efter kontraktudløb i OB, og for den 31-årige midtbanestjerne er det første gang, at han skal prøve kræfter med fodbold i en klub, der ikke er dansk.

Men der er altså næsten et års tid mere at løbe på i Superligaen.

Tipsbladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra FC Nordsjælland.