Video : Tipsbladet
Serie A

Morten Frendrup stråler i Genoa-sejr

Morten Frendrup scorede et mål og lagde op til et andet for Genoa, der vandt over Cagliari i Serie A.

Oprykkerne fra Genoa skal også i næste sæson spille i den bedste italienske fodboldrække, og det kan holdet blandt andre takke Morten Frendrup for.

Frendrup har været en af stamspillerne på holdet, og mandag aften scorede den danske midtbanespiller et mål og assisterede ved et andet i 3-0-sejren hjemme over Cagliari.

Med sejren nåede Genoa op på 42 point og kan ikke længere hentes af holdene under nedrykningsstregen. Udinese har 29 point under stregen med fire spillerunder tilbage.

I mandagens Serie A-kamp scorede Frendrup til 2-0 efter 27 minutter. Den tidligere Brøndby-spiller modtog bolden i feltet og sparkede den op i det fjerneste hjørne.

I anden halvleg stod Frendrup for oplægget til målet til 3-0, som blev sat ind af holdets topscorer, islandske Albert Gudmundsson.

Målet til 1-0 blev scoret af norske Morten Thorsby, der leverede åbningsmålet på et kraftfuldt hovedstød.

Dermed var det en nordisk trio, der stod for Genoas lille målfest mod holdet fra Sardinien.

Nederlaget betyder, at Cagliari stadig skal kigge sig over skulderen i den resterende del af sæsonen.

Cagliari har på 14.-pladsen 32 point og blot tre point ned til Udinese. Som nummer 15, 16 og 17 er Verona, Frosinone og Empoli placeret med 31 point i den tætte bundstrid.

/ritzau/