Video : Tipsbladet
Superliga

Mesterklub køber ung stopper i FC Nordsjælland

Tipsbladet kan afsløre, at Bodø/Glimt har sat kløerne i FC Nordsjællands unge, talentfulde stopper Villads Nielsen.

Den norske mesterklub Bodø/Glimt køber FC Nordsjællands 19-årige stopper Villads Nielsen. 

Det kan Tipsbladet nu afsløre.

Tidligere i dag, onsdag, kom det frem i norske medier, at forhandlingerne var undervejs, og nu er handlen så kommet i stand.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er parterne blevet enige om et køb, og Nielsens agent Simon Friis er ved at forhandle de sidste detaljer omkring de personlige forhold på plads. 

Derefter mangler der blot et lægetjek, før Villads Nielsen kan kalde sig Bodø/Glimt-spiller. 

Og det er en ombejlet herre, som de norske mestre har fået fingrene i.

I vinter landede der nemlig bud på fra både Juventus og Tromsø, og i sommer var der ligeledes interesse fra Torino og Utrecht. 

Villads Nielsen spiller til daglig på 'Tigrenes' U19-hold, hvor han jævnligt bærer anførerbindet. Nielsen har desuden ni U19-landsholdskampe på cv'et.

I Bodø/Glimt bliver han holdkammerat med danske Albert grønbæk, Kasper Høgh og Adam Sørensen.

Det norske transfervindue smækker i den 3.april.