Den tjekkiske klub Sparta Prag, der har danske Brian Priske som cheftræner, skal i næste runde af Europa League møde selveste Liverpool.
Det blev en kendsgerning ved fredagens lodtrækning til turneringens ottendedelsfinaler.
Sparta Prag har også danskere i truppen i skikkelse af målmanden Peter Vindahl Jensen og Asger Sørensen.
Sparta Prag avancerede til ottendedelsfinalerne ved at slå Galatasaray samlet. Efter at have tabt udekampen mod tyrkerne med 2-3, sikrede det tjekkiske mandskab sig avancement med 4-1 i returopgøret hjemme torsdag aften.
Liverpool sikrede sig plads i ottendedelsfinalen ved at vinde sin indledende gruppe i efteråret.
Simon Kjær og Milan trak ved lodtrækningen Slavia Prag.
De øvrige opgør står mellem Marseille-Villarreal, Roma-Brighton, Benfica-Rangers, Freiburg-West Ham, Sporting-Atalanta og Qarabag-Bayer Leverkusen.
Senere fredag blev der også trukket lod til ottendedelsfinalerne i Conference League.
Her blev norske Molde, der har Valdemar Lund og Anders Hagelskjær i truppen, parret med belgiske Club Brugge, der råder over Andreas Skov Olsen, Casper Nielsen og Philip Zinckernagel.
Ajax med den tidligere Viborg-spiller Anton Gaaei skal op mod Premier League-klubben Aston Villa.
De øvrige opgør er Servette-Viktoria Plzen, Union Saint-Gilloise-Fenerbahce, Dinamo Zagreb-Paok, Sturm Graz-Lille, Maccabi Haifa-Fiorentina, Olympiakos-Maccabi Tel Aviv.
Ottendedelsfinalerne spilles ligesom i Europa League som udgangspunkt 7. og 14. marts.
Europa League-finalen spilles i Dublin 22. maj, mens vinderen af Conference League skal findes i Athen en uge senere.
/ritzau/