Video : Tipsbladet
1. division

FC Fredericia sælger profil i rekordhandel

FC Fredericia sælger angriberen Adam Jakobsen i en rekordhandel for NordicBet Liga-klubben.

FC Fredericia slår klubbens transferrekord i løbet af de kommende timer.

Tipsbladet kan afsløre, at NordicBet Liga-klubben sælger den 24-årige angriber Adam Jakobsen til Brommapojkarna, der spiller i Sveriges bedste række og trænes af den svenske landsholdslegende Olof Mellberg.

Adam Jakobsen befinder sig lige nu i Sverige, hvor han har bestået det obligatoriske lægetjek og underskrevet aftalen med Brommapojkarna - en aftale, der ifølge Tipsbladets oplysninger er på tre år. 

FC Fredericia slog klubbens transferrekord i januar, da man solgte Tobias Bach til AGF, men Adam Jakobsen indbringer endnu flere penge end 20-årige Bach, der ifølge Fredericia Dagblad blev solgt for i omegnen af to millioner kroner.

Adam Jakobsen har i denne sæson scoret syv kasser for FC Fredericia, og han er dermed klubbens topscorer. I 56 optrædener er han noteret for 20 scoringer.

Tidligere har Adam Jakobsen også tørnet ud for Vejle Boldklub og Kolding IF, og angriberen har dermed været hele Trekantområdet rundt.

Nu går turen til svensk fodbold og Brommapojkarna.