Video : Tipsbladet
Champions League

Barca efter svindelanklage: Afbryder samarbejde med firma

FC Barcelona har tirsdag afbrudt samarbejdet med firmaet I3 Ventures, som klubben anklages for at have hyret til blandt andet at kritisere flere fremtrædende medlemmer af spillertruppen på sociale medier.

Mandag blev FC Barcelonas ledelse med præsident Josep Maria Bartomeu i spidsen, anklaget for at have hyret firmaet I3 Ventures til at kritisere blandt andet klubikoner som Carles Puyol, Pep Guardiola og Xavi Hernandez for at styrke sit eget og bestyrelsens omdømme.

Det afviste klubben med det samme, men erkendte i en pressemeddelelse, at man havde ansat firmaet I3 Ventures til at værne om klubbens renommé på sociale medier.

Nu har sagen udviklet sig yderligere.

Tirsdag har Barcelona nemlig opsagt samarbejdet med I3 Ventures efter det er kommet frem, at firmaet har en forbindelse til profilenRespeto y Deporte, som var en af profil-navnene nævnt i anklagerne mod Barcelona.

Det siger Barcelonas præsident Bartomeu tirsdag:

- I morges gav vi ordren om at bryde kontrakten med firmaet (I3 Ventures, red.), siger Barcelona-præsidenten ifølge mediet AS, og fortsætter:

- Jeg vil gerne gøre det klart for vores medlemmer. Der må ikke være tvivl i tankerne hos nogen, at Barca aldrig nogensinde har hyret et firma til at skade spillere, tidligere spillere, politikere, præsidenter eller eks-præsidenters ry. Det er falsk.

- Vi vil forsvare os selv, hvis det er nødvendigt, mod de folk, som anklager os. Det er falskt. Barcelona har aldrig hyret nogen til at skade andres ry.

Udover ovenstående klub ikoner har Goal.com skrevet, at både Messi og Pique også har "stået for skud".