Video : Tipsbladet
Champions League

Carlos Tevez: Fodboldspillere kan klare sig uden løn i et år

Den argentinske angriber Carlos Tevez slår fast, at det ikke er noget storslået, hvis en spiller går væsentligt ned i løn.

I den seneste tid har spillerne i storklubber som FC Barcelona og Atletico Madrid begge valgt at gå 70 procent ned i løn, men for den 36-årige Boca Juniors-spiller Carlos Tevez er der ingen tvivl om, at det er noget, som de også sagtens kan klare.

Helt præcist så skulle de kunne klare sig uden løn overhovedet i mellem et helt og et halvt år. Det fortæller den tidligere United-, City- og Juventusspiller i et interview med den argentinske tv-kanal America TV.

- Vi er ikke i samme fortvivlelse som dem, der har børn og skal afsted om morgenen klokken seks om morgenen og kommer hjem igen klokken syv om aftenen for at forsørge familien. Vi er nødt til at være der for at hjælpe, men det er nemt for mig at sige derhjemme, hvor jeg har mad til mine børn, siger Tevez.

Endvidere forklarer angriberen, at det er nu, at klubberne skal være der for at hjælpe deres lokalsamfund.

- Det er der, hvor det gode eksempel begynder. Man kan lave videoer hjemmefra i ens dagligstue, ligesom jeg gør, men det bedste ville være at gå ud og hjælpe, lyder det fra Carlos Tevez, som også peger på, at den nuværende coronakrise kan hjælpe folk med at komme tættere på hinanden.

Når det kommer til lønninger i løbet af karrieren har Carlos Tevez bestemt heller ikke haft svært ved at betale sine regninger. Tilbage i 2016 var han verdens bedstbetalte fodboldspiller, da han havde en årsløn på 278,9 millioner kroner, da han spillede for kinesiske Shanghai Shenhua.