CL-spørgsmål: Hvad skal der ske i gruppe C?
Foto: Getty Images
Champions League

CL-spørgsmål: Hvad skal der ske i gruppe C?

5. runde af Champions League-gruppespillet ruller over skærmen tirsdag og onsdag aften, og vi er nu kommet ind i den helt afgørende del af gruppespillet. Mens Tottenham jagter miraklet, er gruppen med Liverpool, PSG og Napoli stadig fuldstændig åben.

CLBOLD.dk ser nærmere på de svar, vi ser mest frem til at få svar inden den næstsidste runde af efterårets Champions League-gruppespil.

Hvad skal der ske i gruppe C?
Gruppe C er den eneste gruppe i denne sæsons gruppespil, hvor det fremstår umuligt at komme med et kvalificeret gæt på, hvilke to hold, der kommer til at gå videre. Napoli og Liverpool har begge seks point, Paris Saint-Germain har fem og Røde Stjerne har fire.

Liverpool er det eneste af de fire hold i gruppen, der har vundet mere end én kamp, men englænderne har til gengæld tabt begge udekampe. Napoli er det eneste hold, der ikke har tabt, men italienerne har til gengæld spillet tre ud af fire kampe uafgjort. På trods af holdets stjernespækkede trup har Paris Saint-Germain kun hentet én sejr i fire forsøg, men franskmændene lever stadig, fordi de to førnævnte hold også har haft svært ved at vinde. Og Røde Stjerne er stadig med i kampen efter sejren over Liverpool.

I gruppespillets femte og næstsidste runde tager Paris Saint-Germain imod Liverpool, mens Napoli tager imod Røde Stjerne. Hvis man går ud fra at italienerne slår serberne, som har lukket ti mål ind i deres to udekampe, så har Paris Saint-Germain ikke råd til at tabe til Liverpool. Samtidig vil Liverpool med et uafgjort resultat i Paris med al sandsynlighed være tvunget til at slå Napoli hjemme på Anfield i sidste runde. Ellers skal englænderne håbe på, at Paris Saint-Germain samtidig snubler i Beograd.

Alt er således åbent i gruppe C med to runder tilbage. Det vi ved, er at Paris Saint-Germain med al sandsynlighed er ude, hvis de taber, og at Liverpool med et nederlag vil være under maksimalt pres inden Napoli-opgøret i sidste runde. Et uafgjort resultat i Paris vil til gengæld udskyde gyserafslutningen til den sjette og sidste spillerunde den 11. december.

Kan Tottenham fortsætte deres comeback?
Englænderne så ud til at være færdige i Champions League i denne sæson, da de i størstedelen af hjemmekampen mod PSV Eindhoven i sidste runde var bagud med 1-0. Tottenham blev dog, som så ofte før, reddet af Harry Kane, der leverede to sene mål. Dermed har Christian Eriksen og holdkammeraterne stadig en matematisk mulighed for at gå videre. 

Hvis Tottenham imod Inter får et bedre resultat end italienerne gjorde i det omvendte opgør, vil den engeske klub rykke op på andenpladsen i gruppen inden sidste spillerunde. Inter vandt 2-1 over Tottenham i første runde, så en 1-0-sejr vil være nok for Spurs. 

Problemet for Mauricio Pochettinos tropper er bare, at Inter har en mere overkommelig opgave i sjette og sidste spillerunde. Her tager italienerne imod PSV Eindhoven, mens Tottenham skal en tur til Camp Nou. Hvis Inter vinder over hollænderne, er Tottenham også tvunget til at slå FC Barcelona for at gå videre. 

Spanierne vil næppe have meget at spille for på det tidspunkt, men Tottenham får dog alligevel næppe nemt ved at hente en sejr i Barcelona. I første omgang bliver det dog spændende at se, om Tottenham kan holde spændingen i live indtil sidste spillerunde.

Gør Ajax arbejdet færdigt?
Hollænderne har været en af de positive overraskelser i Champions League i denne sæson, og danskerklubben kan med en sejr ude mod AEK Athen sikre sig en plads i ottendedelsfinalerne. Ajax kan endda gå videre selv med et nederlag end et uafgjort, hvis Bayern München samtidig slår Benfica på hjemmebane. 

Der er dog næppe tvivl om, at Ajax-træner Erik ten Hag vil gå benhårdt efter de tre point i Grækenland onsdag aften. Med en sejr her har hollænderne nemlig stadig mulighed for at tage førstepladsen i gruppe E, hvis de slår kriseramte Bayern München hjemme i Amsterdam i sidste spillerunde.