Video : Tipsbladet
Champions League

- Det er en ommer Niels Christian Frederiksen!

Jesper Christiansen kalder det 'en ommer', at Viaplay-kommentator Niels Christian Frederiksen kalder Bernardo Silvas straffespark for dårligt.

Mateo Kovacic og Bernardo Silva ønsker nok, de kunne have gjort tingene anderledes, end de gjorde i onsdagens Champions League-kvartfinale.

Begge spillere brændte deres straffespark i straffesparkskonkurrencen mod Real Madrid, men værst så det ud for Bernardo Silva, der forsøgt at sende bolden midt i målet, men den havde Andriy Lunin læst.

’Hvilket slapt straffespark! Jeg har sjældent set noget lignende’, udbrød Viaplays kommentator Niels Christian Frederiksen, da Bernardo Silvas straffespark endte i Lunins sikre hænder.

Men den tidligere FCK-keeper Jesper Christiansen er, mildest talt, ikke enig med Niels Christian Frederiksen i, at det var et dårligt spark af Bernardo Silva.

Det fortæller han i SpilXperten-programmet ’Højt Spil’. Se det i klippet øverst i artiklen. 

- Jeg tog mig selv i at blive pisseirriteret under straffesparkskonkurrencen, for nogle gange lyder det som om, at kommentatoren ikke har spillet fodbold selv.

- For da (Bernardo, red.) Silva brændte straffesparket, hvor han prøvede at chippe den midt i målet, der siger Niels Christian Frederiksen, at det er sindssygt dårligt sparket.

- Men man ser gang på gang, når folk sparker den ind i midten af målet, så er det ’ih så godt lavet’, når målmanden ligger nede ved stolpen.

- I den her situation læser målmanden den bare, og målmandstræneren har jo forberedt keeperen på, at han kan finde på det her, så han bliver stående og venter på den.

- Jeg bliver sgu bare lidt træt, når man hører kommentatoren fortælle, hvor dårligt det er sparket i stedet for at sige, at målmanden har læst på sin lektie. Så det er en ommer Niels Christian Frederiksen, fortæller Jesper Christiansen i programmet.

Tipsbladet har efterfølgende haft fat i Viaplay-kommentator Niels Christian Frederiksen, der i en besked holder fast i, at det var dårligt sparket.

- Jeg konstaterer, at Jesper har en anden opfattelse end Jan Mølby, undertegnede og hovedparten af de 52.000 på Etihad. Mere har jeg ikke at siger til det, skriver Niels Christian Frederiksen.

Loading Poll...