Video : Tipsbladet
Champions League

Giroud frustreret over reservetjans i Chelsea

Olivier Giroud er træt af at sidde på bænken i Chelsea, men han fortryder ikke, at han for snart to år siden forlod Arsenal.

Olivier Giroud er startet inde i blot en Premier League-kamp i indeværende sæson, hvor Tammy Abraham har været Frank Lampards foretrukne mand på toppen i Chelsea.

Fredag scorede han omvendt det enlige mål i Frankrigs udesejr over Island, og angriberen accepterer ikke den minimale spilletid for London-klubben.

- Accepterer det? Nej, jeg accepterer det ikke. Nogle gange skal man ikke være fatalistisk. Jeg har altid udvist respekt og været ydmyg, selvom jeg ikke er enig med træneren. Jeg kritiserer ham ikke, indleder Giroud over for Le Pelerin og fortsætter:

- Men jeg kan ikke selv acceptere det, for jeg ved, hvad jeg er værd på banen. Da jeg sidste år følte, at jeg fortjente at spille, spurgte jeg manageren om årsagen til, at jeg ikke gjorde det.

I Chelsea har Giroud til gengæld været med til at vinde FA Cuppen og Europa League, og han fortryder ikke, at han forlod Arsenal i begyndelsen af sidste år.

- Det var ikke let at forlade Arsenal til fordel for Chelsea for to år siden. Jeg elskede Arsenal. Men det var en forbedring, fordi Chelsea, sammen med Manchester City, er den engelske klub, der har vundet flest titler de seneste ti år.

- Jeg havde konkurrenter i angrebet: Morata og Higuain, som endte med at forlade os. Jeg vandt til sidst. Jeg spillede FA Cup-finalen i 2018 og (Europa League-, red.) finalen i 2019. Igen starter jeg sæsonen i vanskeligheder, men som min bror har sagt, har jeg vænnet mig til modgang. Selvom jeg ville foretrække, at der var mindre af det.

Olivier Giroud har scoret 19 gange i 68 optrædener for Chelsea.