Video : Tipsbladet
Champions League

Klopp udpeger CL-favorit - og det er ikke Liverpool

Liverpool vandt som bekendt Champions League i sidste sæson, men cheftræner Jürgen Klopp udpeger nu Manchester City som favorit til at vinde Champions League i denne sæson.

Der trækkes lod til Champions League-gruppespillet torsdag aften, og forud for den kommende sæson kommer Liverpool-cheftræner Jürgen Klopp nu med sit bud på den endelige vinder.

Tyskeren mener ikke, at Liverpool er favoritter, selvom klubben vandt turneringen i sidste sæson. 

- Jeg ser os ikke som topfavoritten. I sidste sæson lignede Barcelona og Manchester City længe de mest logiske finalister. Og i hvert fald for Citys vedkommende vil jeg sige, at det er tilfældet igen i denne sæson, lyder det ifølge Kicker fra Klopp.

Hylder City
Manchester City røg ud til Tottenham i kvartfinalen, men Klopp har ikke tænkt sig at mobbe rivalerne over det skuffende exit.

- Jeg ønsker ikke at hænge Guardiola og hans hold ud. Jeg synes, at de er virkeligt gode. City er bedre end alle andre i Premier League, med deres kvalitet, deres træner, deres erfaring. Det er en virkelig god kombination. 

Klopp peger på, at hans eget hold havde store vanskeligheder undervejs, hvor det blandt andet blev til hele tre nederlag i gruppespillet.

- Vores præstation i gruppespillet i sidste sæson indikerede ikke ligefrem, at vi skulle ende med at vinde turneringen. 

Jürgen Klopp og Liverpool kan dog formentligt se frem til et mere overkommeligt gruppespil i denne sæson, hvor klubben er placeret i første seedningslag. I sidste sæson var Liverpool placeret i tredje seedningslag, og endte derfor i gruppe med hold som Paris Saint-Germain og Napoli.