Champions League

Lukaku valgte Inter frem for Juventus: Hans agent afslører hvorfor

Romelu Lukaku kunne være endt i Juventus i et tæt transferforløb.

Med 17 mål i Serie A kan Romelu Lukaku indtil videre kun betegnes som en succes i Inter.

Den belgiske angriber byttede i sommer Manchester United ud med de sort- og blåstribede fra Milano i en stor handel.

Men faktisk kunne Lukaku være havnet hos rivalerne fra Torino, Juventus. Men det, der gjorde udslaget, var fornemmelsen af fansene. Det skriver Football Italia.

Romelu Lukakus agent, Federico Pastorello, fortæller nemlig, at det var tæt løb:

- Romelu havde udtrykt sin trang til at komme væk fra Premier League. Han har brug for at føle sig elsket, hvilket gjorde forskellen, og han mærkede med det samme varmen fra Inters fans sammenlignet med Juventus-supporterne, lyder det fra agenten.

- Bianconeri (Juventus’ kælenavn, red.) er den bedste klub, så mange ville have været glade for Lukakus ankomst der, men for Inter blev det et vendepunkt, og det så han med det samme. Han følte sig øjeblikkeligt elsket af fansene, siger Pastorello om valget.

Agenten fortæller desuden, at et fejlslagent bytte med Paulo Dybala havde en del af skylden. Det var nemlig meningen, at Dybala skulle til Manchester United, mens Lukaku så skulle den anden vej. Men da argentineren og United ikke kunne blive enige, faldt den handel til jorden, og Lukaku begyndte at overveje alternativerne.