Video : Tipsbladet
Champions League

Retur til Bernabéu: Se Pep Guardiolas statistik mod Real Madrid

Det er seks år siden, at Pep Guardiola senest stod overfor Real Madrid. Det møde gik alt andet end godt, så spanieren har i den grad revanche til gode, når han i aften gæster Bernabéu med Manchester City.

I december blev der trukket lod 1/8-finalerne i Champions League, og her artede det sig således, at Pep Guardiola og Manchester City trak skrækmodstanderen Real Madrid.

Madrilenerne blev regnet for at være det bedste af de useedede hold, og derfor jublede englænderne nok næppe over udsigten til at skulle en tur til Bernabéu. I de spanske medier fokuseres der meget på, at Guardiola skal tilbage til Madrid, hvor han tidligere har udkæmpet nogle store slag som Barcelona-cheftræner.

Dystede mod Mourinho
Guardiola har stået overfor Real Madrid 17 gange i karrieren, heraf 15 gange som Barcelona-boss. Det er første gang, at Guardiola som Manchester City-træner står overfor Real Madrid.

Generelt har Guardiola en god statistik mod madrilenerne. Det er således blevet til ni sejre, fire uafgjorte og fire nederlag. Guardiola lagde godt fra land ved at besejre madrilenerne i sine fem første El Clásicos. I sin første sæson som Barcelona-boss vandt Guardiola med 2-0 på Camp Nou, for derefter at smadre Juande Ramos' Real Madrid med 6-2 på Bernabéu. I sin anden sæson vandt Guardiola også begge El Clásico, hvorefter madrilenerne ansatte José Mourinho.

Portugiseren tabte dog den første dyst mod Guardiolas Barcelona ganske eftertrykkeligt, da det blev til et 5-0-nederlag på Camp Nou. I foråret 2011 nåede striden mellem Guardiolas Barcelona og Mourinhos Real Madrid så kogepunktet, da de to giganter bragede sammen fire gange på to uger. Udover en ligakamp mødtes Barcelona og Real Madrid således også i Copa del Rey-finalen og i Champions League-semifinalerne. 

Ligakampen endte uafgjort, men Guardiola måtte se Mourinho løbe med sejren i Copa del Rey-finalen, da Cristiano Ronaldo scorede kampens eneste mål i den forlængede spilletid. I Champions League-semifinalerne trak Barcelona dog som bekendt det længste strå, da Messi scorede to gange i 2-0-sejren på Bernabéu i den første kamp. 

Guardiola vandt herefter tre af sine seks næste El Clásico, mens det også blev til tre pointdelinger. I sit sidste El Clásico tabte Guardiola dog til Mourinhos tropper hjemme på Bernabéu, da Ronaldo sikrede gæsterne sejren.

Fik tæsk med Bayern
Og to år efter exittet fra Barcelona vendte Pep Guardiola så tilbage til Bernabéu, denne gang som cheftræner for Bayern München. De to hold mødtes i Champions League-semifinalen, hvor madrilenerne vandt det første opgør på Bernabéu med 1-0. 

Der var således alt at spille for inden returkampen på Allianz Arena, men Guardiola måtte se sit hold ydmyget med et 4-0-nederlag på hjemmebane, i en kamp hvor Ronaldo blandt andet nettede to gange. 

Manchester City-bossen har således revanche til gode, når englænderne på onsdag gæster Bernabéu.

Pep Guardiolas statistik mod Real Madrid:







År Turnering Stadie Hjemmehold Udehold Resultat  Udfald
2014  CL Semifinale  B. München  Real Madrid 0-4 Nederlag 
2014 CL Semifinale Real Madrid B. München  1-0 Nederlag
2012 La Liga - Barcelona Real Madrid 1-2 Nederlag
2012 Copa Kvartfinale Barcelona Real Madrid 2-2 Uafgjort
2012 Copa  Kvartfinale  Real Madrid Barcelona 1-2 Sejr
2011 La Liga - Real Madrid Barcelona 1-3 Sejr
2011 Supercopa  - Barcelona Real Madrid 3-2 Sejr
2011 Supercopa - Real Madrid Barcelona 2-2 Uafgjort
2011 CL Semifinale Barcelona Real Madrid 1-1 Uafgjort
2011 CL Semifinale Real Madrid Barcelona 0-2 Sejr
2011 Copa   Finale Barcelona Real Madrid 0-1 Nederlag
2011 La Liga - Real Madrid Barcelona 1-1 Uafgjort
2010 La Liga - Barcelona Real Madrid 5-0 Sejr
2010 La Liga - Real Madrid Barcelona 0-2 Sejr
2009 La Liga - Barcelona Real Madrid 1-0 Sejr
2009 La Liga - Real Madrid Barcelona 2-6 Sejr
2009 La Liga - Barcelona Real Madrid 2-0 Sejr

(Kilde: Transfermarkt).