Video : Tipsbladet
Champions League

17-årig hyldet efter fornem præstation: Han er Barças nye juvel

Barcelona-teenageren Pedri er blevet hyldet i den spanske presse efter catalanernes 2-0-sejr over Juventus.

For tre måneder siden spillede Pedri for Las Palmas i den næstbedste spanske række. 

I løbet af den seneste uge har den 17-årige midtbanespiller så startet inde for Barcelona imod både Real Madrid og Juventus. Og særligt mod italienerne leverede Pedri en fantastisk præstation. 

Teenageren pryder således også fredagens forside i den spanske avis Diario Sport, som har et billede af stortalentet med overskriften 'Don Pedri'. 

- Med sin præstation i Torino har den unge Barça-stjerne fået et globalt gennembrud. Pressen jubler: 'Barça har fået en ny juvel', lyder det således i Diario Sport.

Allerede en profil
Diario Sport holder således ikke tilbage i sin hyldest til Pedri, der fylder 18 år i november.

- Hans præstation har vakt stor ros. Han fik sin første Champions League-kamp fra start som 17-årig, og den centrale midtbanespiller viste, at han bliver ikke bare fremtidens store stjerne, men også en profil allerede nu. Denne opfattelse blev delt af både hans holdkammerater og modstandere. Hans magiske aften fortsatte således efter sidste fløjt. 

- Han blev lykønsket af sine holdkammerater, som lavede sjov med episoden, hvor han efterlod Cuadrado rundbarberet. De advarede ham mod at gøre det samme ved dem til træning. Den altid beskedne tidligere Las Palmas-spiller modtog komplimenterne på vanlig sky vis.

Dybala ville bytte trøjer
Paulo Dybala kom da også hen til Pedri for at bytte trøjer efter slutfløjtet, ligesom den tidligere Juventus-stjerne Claudio Marchisio også hyldede Pedri på Twitter efter kampen. 

Diario Sport skriver endvidere, at 'Pedris eksplosion har været lynhurtig'. Det er ikke mere end 10 dage siden, at teenageren debuterede i El Clásico, og siden da har den unge spiller altså startet inde mod både Real Madrid og Juventus. 

- Han var placeret på venstrekanten denne gang (i Juventus-kampen, red.), hvor han på perfekt vis kombinerede med sine holdkammerater og hjalp med at bringe det italienske forsvar ud af balance.