TV3 Sport-kommentator om store CL-oplevelser: Peter Kjær reddede os i Madrid
Foto: Getty Images
Champions League

TV3 Sport-kommentator om store CL-oplevelser: Peter Kjær reddede os i Madrid

Daniel Ortved har kommenteret masser af kampe i både Superligaen og Champions League. Og TV3 Sport-kommentatoren vil ikke lægge skjul på, at der er noget helt specielt ved at kommentere kampene i Europas største klubturnering. Læs Ortveds beretning om tekniske problemer og gyngende cement på Vicente Calderon. Og om en meget speciel aften i Napoli. Alt sammen fortalt med Daniel Ortveds egne ord.

- Som kommentator er der en enorm forskel på at kommentere en Champions League-kamp og en Superliga-kamp. Når vi arbejder med Superliga-kampe, så har vi vores egne folk med til at lave alt udenom kampen. Vi har vores egne folk bag kameraet, og vi har vores egne producere og den slags. På den måde er vi meget hands-on i forhold til den historie, vi gerne vil fortælle. Til en Superliga-kamp skal jeg ikke bakse med at sætte en boks op, der skal sørge for klar og tydelig lyd. Det er den helt lavpraktiske forskel.

- En anden forskel er, at vi til en Superliga-kamp kan gå ned og tale med spillere og trænere, og måske lige forhøre os om udtalelsen af en spillers navn. Det er sådan nogle ting, der er med til at give dækningen nærhed.

- Den slags får man meget sjældent adgang til i Champions League. Så skal det lige være fordi, der er en dansk spiller med, men det hører til sjældenhederne.

- Til en Champions League-kamp er man akkurat ligesom de andre journalister, der møder op fra 40 forskellige lande. Vi har allesammen set de samme tv-klip og fået udleveret de samme oplysninger. Vi stiller allesammen den samme boks op. Det hele er sat meget mere i system.

- Selvfølgelig har Superligaen også en hymne, men Champions League-hymnen er jo hymnernes hymne. Til landskampe gælder der en regel om, at man ikke taler under nationalhymnen, og det samme gør sig faktisk gældende under Champions League-hymnen. Hele det show kan altså noget magisk.

- Der er de ikoniske stjerner på kampbolden, og der er spillernes indløb til den melodramatiske musik. Og så man bare konstatere, at den tekniske kvalitet og tempoet er meget højere. Kampene har en større vigtighed, og dermed bliver det mere interessant. Derfor løfter man sig også lidt som kommentator, når man kommenterer en Champions League-kamp.

- Jeg har kun kommenteret Champions League siden 2013, og derfor er der ikke så mange stadions, jeg har genbesøgt endnu. Derfor er det svært for mig at pege på ét favoritstadion. Men hvis jeg kun skal vælge ét stadion i Champions League-regi, så vil jeg vælge Atlético Madrids nu nedlagte stadion, Vicente Calderon. 

- Jeg havde i foråret 2014 en fuldstændig legendarisk tur til Madrid. Atlético mødte AC Milan i 1/8-finalen i den sæson. Det var bare virkelig gammelt, det stadion. Det var modent til udskiftning. Jeg kan huske, at boksen brød sammen, men der var nogle spanske kolleger, der gav os en gammel boks, vi kunne bruge. Det var virkelig noget old school udstyr. 

- Det var en af de kampe, hvor alt gik galt. Før kick-off laver man som kommentator det, der hedder en stand-up, hvor man står nede på sidelinien og laver et kort klip til seerne. Men på grund af udstyret gik vores stand-up ikke igennem, og så måtte vi pludselig ned af alle trapperne og lave en ny en, kort før kickoff.

- Jeg havde Peter Kjær med, og han er på alle måder en legende. Han er blandt andet uddannet elektriker, og han rodede så lidt rund med den her boks. Jeg har aldrig helt fundet ud af, om han skulle tilskrives æren for, at vi fik det til at virke. 

- Men sådan et stadion bliver fyldt trinvis op. Og vi var travlt optaget af, at løbe op og ned ad trapperne for at få lavet den her stand-up. Pludselig gik det op for en, at stadion var blevet fyldt. Og der kunne man virkelig tale om cement, der gyngede.

- De havde et fantastisk hold i 2014 med Godín i forsvaret og Costa på toppen. Det var et ikonisk hold. Jeg kan huske, at Arda Turan scorede et mål, der faktisk ikke var særligt godt. Men fra der, hvor vi sad, kunne man se, at målmanden ikke ville kunne nå den. Og i det øjeblik rejste hele stadion sig op i et langt brøl. 

- Det var bare et fantastisk stadion. Det ligger nede ved Manzanares-floden, og jeg husker den kamp som en helt særlig oplevelse, som man sjældent får i Superligaen. Medmindre det er en kamp mellem FCK og Brøndby, eller hvis det er en pokalfinale.

- Til en Champions League-kamp er det altid en stor begivenhed, der fylder hele byen. Historien er altid større end byen og spillerne. Der er altid et ekstra niveau. Og jeg vil bare sige, at man godt nok skal være følelseskold, hvis man til sådan nogle kampe ikke kan mærke folks følelser. 

- At vælge den mest mindeværdige Champions League-kamp, jeg har kommenteret, er svært, fordi der er en del forskellige parametre, man kan vurdere det ud fra. Men jeg vil nok pege på en kamp fra efterårets gruppespil. Napoli mod Liverpool nede i Napoli.

- Det var ikke noget rabalder af en kamp. Men den var mindeværdig, fordi man virkelig dykker ned i en tidslomme, når man besøger Napolis stadion, Sao Paolo. Det er omkring en tredjedel af stadionets kapacitet, der står tomt. De øvre afsnit kan ikke benyttes på grund af sikkerhedsproblemer. Så der er ikke plads til mere end 40.000 eller 50.000 tilskuere. 

- Op til Liverpool-kampen truede Napolis klubpræsident, Aurelio Di Laurentiis, også med at rykke klubbens kampe til Bari, hvis ikke kommunen ville hjælpe med at finansiere et nyt stadion.

- Klubben har nemlig gentagne gange fået besked af UEFA om, at de skal gøre noget ved det stadion. Så at komme til Napoli, det var bare Syditalien, som man forestillede sig, at det ville være. Og det er også vigtigt, i forhold til hvilken oplevelse det er at kommentere Champions League.

- Den kamp var derudover første gang, hvor Liverpool under Jürgen Klopp spillede en hel kamp uden at få registreret et skud på mål. De blev fuldstændig lukket ned af Carlo Ancelotti. Nogle gange kan man få et indtryk af, at han er mere motivator end taktiker. Men han er vel en af de første, der har haft held med at stække Klopps Liverpool.

- Napoli scorede i det 89. minut, hvor bysbarnet Lorenzo Insigne sikrede dem sejren. Så den aften var der en kæmpe fest i Napoli.

- Og det var en af de aftener, hvor man virkelig kunne få en fornemmelse af, hvad det betyder, at en lokal helt scorer sejrsmålet, med anførerbindet på armen. Jeg tog ind til centrum af Napoli efter kampen. Og der er virkelig tale om en one club city. Det var en speciel aften, og det blev et stærkt minde, fordi det kulminerede med den her Askepot-historie med Insignes mål. Det kan jeg godt lide. 

- Den her stemning og de her detaljer skal formidles hjem til seerne. Der var virkelig tale om et fodboldhold, der ikke har fjernet sig fra lokalbefolkningen. 

- Jeg har set langt mere underholdende kampe, men det føltes bare autentisk at se fodbold i Napoli. Og det er virkelig det, Champions League kan.

- I de her overkommercialiserede tider har Champions League genskabt Europa Cuppen som noget troværdigt. For det er ikke blevet for meget. Sponsorerne fylder ikke mere, end hvad det kan bære. Selvom det stadig er kommercielt, så er det stadig afdæmpet med hymnen og stjernerne på bolden. Det følest troværdigt og autentisk.