Video : Tipsbladet
Champions League

Yussuf Poulsens boss afslører: Havde sammenstød med Simeone i pausen

RB Leipzigs cheftræner Julian Nagelsmann afslørede efter 2-1-sejren over Atlético Madrid, at han havde en kontrovers med Diego Simeone på vej ned i omklædningsrummet i pausen.

RB Leipzig sikrede sig torsdag en plads i Champions League-semifinalen, da tyskerne besejrede Atlético Madrid med 2-1 i Lissabon. 

Der var tale om et overraskende resultat, som blev sikret i det 88. minut, da Tyler Adams' afslutning blev rettet af og sejlede forbi Jan Oblak i Atlético Madrid-målet. 

Glad Nagelsmann
RB Leipzig er det dermed det første tyske hold udover Bayern München og Dortmund, som har nået semifinalen i Champions League, siden 2011, hvor Schalke 04 blev sendt ud af Manchester United.

RB Leipzigs modstander i semifinalen bliver PSG, og kampen spilles på tirsdag. Tyskernes cheftræner Julian Nagelsmann glædede sig efter slutfløjtet over den overraskende sejr.

- Jeg kommer ikke til at udtale mig om en finaletriumf. Men vi ønsker selvfølgelig at nå finalen nu. Det er normalt, vil jeg sige. Hvis vi når dertil, kan vi tale om andre ting. Det var holdet som helhed, der slog Tottenham, og som nu har slået Atlético. Det handler ikke om dueller mellem trænere. Ikke med Mourinho og Simeone og heller ikke med Tuchel. Det er et holdspil, og drengene gjorde det glimrende i dag, lyder det ifølge Goal fra Julian Nagelsmann.

- Simeone lykønskede mig bagefter, og det var meget oprigtigt. Han sagde, at det var en glimrende kamp, og at vi fortjente sejren. Vi havde en lille kontrovers i pausen, men det var ikke alvorligt. Han er bare en utrolig vinder, som endda ønsker at vinde på vej ned i omklædningsrummet. 

- Men det er ikke en dårlig ting. Faktisk vil jeg sige, at han som træner har en fantastisk personlighed. Så alt er fint.