Video : Tipsbladet
Champions League

Zidane om Real Madrid-stjerne: Han sagde nej til at spille mod City

Ifølge Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane har Gareth Bale givet udtryk for, at han ikke ønskede at spille mod Manchester City.

Gareth Bale er ikke rejst med Real Madrid-truppen til Manchester, forud for fredagens Champions League-brag mod Manchester City.

Cheftræner Zinedine Zidane havde således udeladt den walisiske stjerne fra den 24 mand store trup. 

Informerede Zidane om sit ønske
Og fransmanden har nu løftet sløret for, hvor Bale ikke er taget med til storkampen.

- Det var en personlig samtale, som jeg havde med ham. Han foretrak ikke at spille. Resten er mellem ham og jeg. Men han sagde, at han ikke ønskede at spille, lyder det ifølge BBC fra Zinedine Zidane.

Ifølge BBC ønskede Bale ikke at tage med til Manchester, fordi han vidste, at han ikke ville komme på banen. 

Har respekt for Bale
Zinedine Zidane ved ikke, om Gareth Bales fremtid ligger i Real Madrid. 

- Jeg ved det ikke. Lige nu spiller han for Real Madrid. Det har ikke ændret sig. Han er vores spiller. Det respekterer jeg, og jeg respekterer ham, ligesom alle andre. 

- Han foretrak ikke at spille. Mere kan jeg ikke fortælle dig. Resten af os er her, og vi forbereder os til kampen. Det eneste, vi koncentrerer os om, er kampen. 

Opgøret mellem Manchester City og Real Madrid kan ses på 3+ i aften klokken 21. Læs optakten til kampen her.