Video : Tipsbladet
Champions League

Zidane orker ikke mere snak: Han er ikke til salg

Zinedine Zidane er træt af de vedvarende rygter om en af Real Madrids helt store stjerner. Han er ikke salg, slår franskmanden fast.

Raphael Varane kommer ikke til at forlade Real Madrid og Santiago Bernabeu. Og det kan slet ikke diskuteres.

Nogenlunde sådan lyder meldingen nu fra Real Madrid-træner Zinedine Zidane, der er ved at være træt af at skulle blive ved med at forholde sig til rygter om, at Varane kan blive købt fri af andre europæiske storklubber.

- Det er ikke kun mig, der gerne vil beholde ham. Han er en del af den her klub, og vi var meget heldige med at få ham til Madrid. Han har allerede haft en stor karriere og har opnået en del i sin tid i klubben. Han er ikke til salg, og hverken jeg, klubben eller folk generelt kan se det ske, siger Zidane forud for lørdagens opgør mod Villareal og fortsætter:

- Det er fuldstændig klart og utvetydigt. Nu burde folk snart stoppe med at snakke. Ikke kun om Varane, men om alle spillere både Real Madrids og alle mulige andres. Min position angående Varane er tydelig, og det samme gælder klubbens, slår franskmanden fast ifølge Manchester Evening News.

På det seneste har det særligt været Manchester United, som har været meldt interesserede i den 27-årige forsvarsspiller.

Raphael Varane kom til Real Madrid fra franske Lens tilbage i 2011. Han har siden spillet 329 kampe for Los Blancos og vundet blandt andet fire Champions League-trofæer og tre spanske ligatitler.

Varane var desuden fast mand for Frankrig, da verdensmesterskabet kom i hus i 2018.