Video : Tipsbladet
Europa League

Kjær fulgte i Kakas fodspor: Den danske professor udråbt som banens bedste

Simon Kjær blev torsdag Milans store helt på Old Trafford, da den danske landsholdskaptajn stangede udligningen ind i tillægstiden

Milan var torsdag på vej mod et bittert 1-0-nederlag til Manchester United i Europa League, da Simon Kjær i tillægstiden steg til vejrs og headede udligningen i nettet.

Og efter slutfløjtet udråbte den italienske avis La Gazzetta dello Sport så den danske landsholdskaptajn som banens bedste på Old Trafford.

- Han havde aldrig før scoret i Milan-trøjen, hvilket man selvfølgelig ikke kan bebrejde ham. Nok den mindst ventede K-faktor på Old Trafford (en af Milans store profiler hedder Franck Kessié, red.) efter Kakas glorværdige tryllerier i dobbeltopgøret tilbage i 2007. Han er blevet kaldt forsvarets Ibrahimovic, og det er intet tilfælde. Han håndterede Martial perfekt. Han gav aldrig franskmanden en millimeter. Uden skyld i Uniteds mål, som Tomori og Donnarumma i stedet må bebrejdes for. Danskeren var aldrig ude af position. En professor i taktik. Han gjorde kampen nem for sig selv, og sørgede for en drømmeafslutning for sig selv og for Milan, lød det således fra La Gazzetta dello Sport.

Simon Kjær fik således karakteren 7,5, mens Amad Diallo med karakteren 6,5 blev udråbt til Manchester Uniteds bedste spiller i kampen. Referencen til Kaka relaterer sig selvfølgelig til 2006/07-sæsonen, hvor Manchester United og Milan mødtes i semifinalen i Champions League. Her nettede brasilianeren to gange i det første opgør på Old Trafford og en enkelt gang i returkampen.